KV's Inspirationpris 2009
Der var indstillet 10 fantastiske kvinder til KVs Inspirationspris 2009. Inspirationsudvalget valgte derfor at hædre ikke blot årets vinder, men tillige de 2 ”runner-ups”, som ”kæmpede” med vinderen om prisen, og som derfor tillige modtog en pris for deres nominering.
Det var 3 meget spændende kvinder, der alle i høj grad levede op til kravene for at modtage KVs Inspirationspris 2009:
Vinder af KV's Inspirationspris 2009
Anne-Mette Elsborg
Adm. direktør og indehaver af PJ Diesel Engineering, Four Stroke Engineering og Lifeknowledge, København
Anne-Mette Elsborg er også en kvinde, der forstår at begå sig i en mandeverden. Hun fik en god idé om ”genbrug” af dieselmotorer, fik fat i en ingeniør til at udvikle idéen sammen med, og siden er det gået helt forrygende med virksomheden PJ Diesel Engineering. Ingen havde før tænkt den tanke, at man kunne reparere skibsdele i stedet for at smide dem ud, dermed genbruge og oven i købet spare 50 % - hun skulle overbevise alle mænd i branchen. Det gjorde hun med stor respekt til følge og har i dag med sin mand, ingeniøren Peter, en virksomhed med 40 ansatte og et stigende overskud igennem 5 år.
Anne-Mette er også en stor inspiration for andre kvindelige virksomhedsejere, og har trods sin hang til duften af dieselolie altid en meget feminin fremtræden. Anne-Mette har gjort rigtig meget for KV, både i bestyrelsen og udenfor. Hun har været taler på en af vores konferencer på Axelborg med overskriften: Kvinder der rykker. Hun har været mentor for andre KVére – og når man taler om at være en naturlig mentor eller den fødte mentor – så er Anne-Mette helt klart en af dem. I KV er vi fokuseret på netværk og business – det lever hun i høj grad op til, og med hensyn til at tænke bundlinie, så er hendes fokus klart.
Dynamisk, nytænkende, visionær - ja det er Anne-Mette også og hun passer på sin krop med motion hver dag, og henter her et fysisk og psykisk overskud. Hun har stadig fokus på forretningsudvikling, så nu har hun ved siden af PJ Diesel Engineering brugt energi på at udvikle et nyt koncept, som kan hjælpe andre til at nå deres mål og skabe resultater, og det foregår i LifeKnowledge. Her springer hun ud i en helt anden verden, som Clairvoyant og healer, hun bruger Tarot kort og lægger horoskoper.
Modig er Anne-Mette også, og hun tager ikke en forklaring for givet. Anne-Mette tillader sig gerne som ”ene høne” at spørge om lige præcis det, som alle andre heller ikke forstår. I Inspirationsudvalget var vi helt enige om, at netop Anne-Mette har sjælen med sig i alt, hvad hun gør. Hun bidrager til andre mennesker ikke kun i rollen som mentor, men hun udvikler også sin forretning gennem mennesker – helt bogstaveligt. Hendes engagement i bestyrelsesarbejde er også med til at sætte fokus på flere kvinder i bestyrelser i hele Danmark.
Anne-Mette har også ofte været omtalt af pressen, det har KV og medlemmerne haft stor glæde af. Hun er virkelig trådt i karakter og har vist omverdenen ”hvem der bestemmer”. Det er derfor med stor fornøjelse, at vi har valgt Anne-Mette til årets vinder af KVs Inspirationspris 2009, og vi ønsker Anne-Mette al mulig held og lykke fremover!
Nomineret til KV’s Inspirationspris 2009
Fanny Posselt
Indehaver af virksomheden Kontutto www.kontutto.com , og Verdens mest berejste Pølsevogn, Århus
Fanny Posselt har været virksomhedsejer siden 2003, og har tilmed udbygget sin forretning med et helt unikt koncept, nemlig det der nu er blevet Verdens mest berejste Pølsevogn.
Det startede som et eksamensprojekt – Pølsevogn on Holiday – for at skaffe penge til et dansk sygehus. Nu har pølsevognen været i Shanghai for at skaffe penge til et kinesisk skolebyggeri, til fodbold EM i Portugal, på skiferie i Italien, hvor den blev ”anholdt”, osv.
Fanny og Pølsevognen har haft besøg af mange spændende personligheder – vi kan f.eks. nævne Jon Dahl Tomasson og Jesper Grønkjær, Morten Jensen og Peter Palland, Martin Jørgensen og hans holdkammerater, Sven Ole Thorsen, Mads Mikkelsen, Samuel Rachlin og ikke mindst hendes kongelige Højhed Kronprinsesse Mary og senest Asian Sensation og KV.
Fanny Posselt er det man kalder social entrepreneur – og hendes Pølsevogn er også blevet miljømæssigt bæredygtig og har fået solceller på taget samt en cykel til at generere strøm.
Det tager vi hatten af for. Det er skønt at se så stort gå-på-mod og vilje til at trodse alle fordomme, og det er derfor med stor glæde, at vi har nomineret Fanny Posselt til KVs Inspirationspris, som en anerkendelse for den inspiration, hun giver videre til andre kvinder ikke blot i Danmark, men i hele verden.
Nomineret til KV’s Inspirationspris 2009
Bente Nørreskov Nielsen
Indehaver af Mogens Elmer A/S www.mogens-elmer.dk , som ligger på Amager og i City
Bente Nørreskov Nielsen er indehaver af Mogens Elmer A/S. Mogens Elmer A/S´ historie daterer sig helt tilbage til 1975, hvor Mogens Elmer grundlagde firmaet. Selskabet er i dag fortsat et familieejet firma, under kyndig ledelse af Bente Nørreskov Nielsen.
De er fulgt med tiden, men værdsætter fortsat de gamle traditioner med en nærværende og personlig service i et uformelt og professionelt miljø.
Bente Nørreskov Nielsen opførte i 2006 et splinternye bilhus på Kirstinehøj 66 i Kastrup, der stod klar til indvielse i december 2006. Bente lagde mange kræfter i at skabe et smukt og funktionelt hus, som i givet fald også ville kunne benyttes til andet end biler, hvis branchen skulle lide nød på et tidspunkt.
Allerede i april 2007 tilføjede hun Citroën til deres modelprogram. Senere har de udvidet forretningen med en afdeling i Uplandsgade 70, og har i weekenden fejret Citroëns 90 års fødselsdag i Danmark.
Bente har gennem årene været til stor inspiration for en række andre kvindelige virksomhedsejere, ikke mindst fordi hun har gjort sig så flot gældende i en udpræget mandeverden.
Derfor har vi med stor glæde nomineret Bente til KVs Inspirationspris 2009.
Årets kunstner 2009
Vi har valgt Branka Lugonja til at være årets kunstner. Branka er født i det tidligere Jugoslavien, og har siden 1993 været bosat i Danmark nær Ribe, indtil hun og hendes familie i 2007 flyttede til Slagelse. Branka har en fantastisk historie, som har inspireret os alle sammen. Tillige har hun bjergtaget os med sin meget smukke kunst, og ikke mindst sin levende og begejstrede personlighed, som vi slet ikke kan stå for.
Vi har valgt Branka Lugonja til at være årets kunstner. Branka er født i det tidligere Jugoslavien, og har siden 1993 været bosat i Danmark nær Ribe, indtil hun og hendes familie i 2007 flyttede til Slagelse. Branka har en fantastisk historie, som har inspireret os alle sammen. Tillige har hun bjergtaget os med sin meget smukke kunst, og ikke mindst sin levende og begejstrede personlighed, som vi slet ikke kan stå for.
Branka startede egentlig med et job som opvasker, mens hun boede i en flygtningelejr ved Ribe. Hendes kolleger opdagede, at hun tegnede meget smukt, og da der manglede en enkelt deltager for at kunne oprette et hold i glaskunst, blev Branka spurgt og hun sagde ja, hvilket ændrede hendes liv for altid.
Hun opdagede, at det var fantastisk spændende at arbejde med glas, hvor hun kunne udtrykke alle sine indtryk og analyser af verden omkring hende. Hun er meget optaget af menneskets liv og legeme, og får inspiration mange steder fra. Kort sagt har hun fundet sig selv i sit arbejde, og har nu både sin mand og en ekstra medarbejder ansat.
Der er intet tilfældigt i Brankas kunst. Hun tænker over udtryk, historier osv., og et af hendes specialer er faktisk glasvaskekummer, hvori hun kan fortælle en hel historie. Når vasken bliver belyst nedefra, er det utroligt smukt. Brankas kunst sælges nu i Danmark og Norge, og hendes kunst udstilles på forskellige udstillinger.
KV's Inspirationsudvalg 2009
På billedet nedenfor kan du se KV's Inspirationsudvalg 2009 med årets kunstner og kunstværk i midten. Fra venstre ses:
Heidi Kringelum - Busypeople.dk, Lis Hartvig Holm - Logocare, Hanne Sandal - Bailine Odense, Branka Lugonja, St. Galla, Marianne Lyø - Din Personlige Stylist, Lilli Thomasen - LT Consult, Vibeke Nørly - Dania Vikar & Rekruttering ApS og daværende medlem af KVs bestyrelse
Marianne Lyø - Din Personlige Stylist, Lilli Thomasen - LT Consult, Heidi Kringelum - Busypeople.dk Lis Hartvig Holm - Logocare, Vibeke Nørly - Dania Vikar & Rekruttering ApS og daværende medlem af KVs bestyrelse
Overrækkelse af Inspirationsprisen 2009
Da Fanny pga. sit store engagement i Århus Festuge ikke kunne deltage i KV's Høstfest, tog vi til Århus festuge for at overrække hende prisen onsdag den 2. september 2009.
Her fik Fanny og hendes berømte pølsevogn også besøg af Asian Sensation, der skrev autografer til den helt store guldmedalje!

![]() |
![]() |
Asian Sensatiton har travlt med at skrive autografer - og være pølsemænd i Fannys berømte pølsevogn
Fredag den 4. september blev KVs Inspirationspris 2009 uddelt i forbindelse med KV's Høstfest
Du kan læse meget mere om det arrangement her.