Referat fra KV arrangement torsdag den 23. november 2006.
”Lær at håndtere pressen”
Af Nanna Stærmose
”Jeg synes, det illustrerer meget godt, hvor lille min egen nyhed er” grinede en af de fremmødte ved Kvindelige Virksomhedsejeres aften i Mediehuset Fyens Stiftstidende i Odense. Udsagnet refererede til den film, som startede foredraget ”Lær at håndter pressen”. Filmen viste en serie billeder, der - understøttet af markante rytmer - fløj igennem vores bevidsthed. Vi blev mindet om sportstriumfer, sult i Dafur, et brændende World Trade Centre, en triumferende statsminister efterfulgt at en alvorlig George Bush. Vi bliver som læsere overdænget med information, og det gør journalisten på erhvervsredaktionen også. Men hvordan bliver din lille nyhed til en tospaltet artikel på forsiden af erhvervssektion? Netop det er relevant at vide for en selvstændig erhvervsdrivende. Desværre blev spørgsmålet kun delvist besvaret, af Ole Frank Rasmussen, Erhvervsredaktør på Fyens Stiftstidende.
Vær konkret
Erhvervsredaktionen modtager mellem 50 og 100 mails dagligt, så det handler om at være præcis i sin formulering og klar i sit budskab. Ole Frank Rasmussen refererede til den omvendte nyhedstrekant, hvor det vigtigste bliver sagt først. En god pressemeddelelse har en overskrift, der fænger, den skal være opsigtsvækkende, og den skal fortælle, hvad sagen drejer sig om. En pressemeddelelse skal være logisk opbygget og skrevet i et let forståeligt sprog. Til gengæld er det ikke et smart layout, der bestemmer, om en pressemeddelelse bliver trykt. Det handler kort og godt om at være præcis i sit sprog og tydeligt præsentere en nyhed. Et godt billedmateriale kan være en fordel, men det er ikke udslagsgivende for, om netop din nyhed bliver bragt.
Og hvad er så en nyhed? Ole Frank Rasmussen understregede, at de på Fyens Stiftstidende ikke bringer historier om nye produkter. Hvis din henvendelse skal fange den fynske erhvervsredaktions interesse, skal den handle om en forandring:
”Der skal være en bevægelse i virksomheden, som det er interessant at skrive om”, pointerede Ole Frank Rasmussen.
Han opfordrede til at bruge sig selv som kilde, fordi det, du selv synes er interessant læsestof sandsynligvis også vil vække andres opmærksomhed.
At være offentlig tilgængelig
”Vi skriver lige så vel den pæne som den grimme historie”, sagde aftenens foredragsholder. Der er altså ingen garanti for, at pressen kun formidler succesen. Hvis der er rod i regnskabet eller andre mindre flatterende oplysninger, skal virksomheden være opmærksom på, at denne historie sælger mindst ligeså godt som historien om et rekordhøjt overskud. samme øjeblik du stiller op til et interview, er du en offentlig person. Det er vigtigt at huske på.
Fyn er vigtig
Erhvervsredaktionen på Fyens Stiftstidende skal dække det fynske erhvervsliv. Derfor er kun emner, der vedrører dette, aktuelle at bringe i avisen. Hvis der sker spændende ændringer i din virksomhed, så send pressemeddelelsen direkte til erhvervsredaktionen, og ring eventuelt til journalisten som opfølgning på det indsendte materiale.
Aftenen er ved at være forbi, vi slutter af med spørgsmål inden vi pænt stiller vores tomme sodavandsflasker tilbage i den gule kasse, der står på et rullebord.
Besøget bød desuden på en tur rundt i mediehuset, hvor vi fik et indblik i, hvordan en avis bliver til. Vi slog et smut indenom husets radiostation, Radio 3 og fik forklaret hvor smart det er at journalisterne er i stand til at formidle den samme nyhed i avisen, i radioen og på nettet. Interessant information, det var bare ikke det, vi i virkeligheden var kommet for.
Efterfølgende var der netværksmøde og hygge på Druen & Bønnen, så helt spildt var det ikke at have bevæget sig ud i denne småregnende snuskede novemberaften.